- Son forlader Tottenham
Heung-min Son nærmer sig udløb i sin aftale med Tottenham.
Defensive skadesproblemer har i stor stil hæmmet Ange Postecoglous mandskab i Premier League i denne sæson.
LÆS OGSÅ: Dansker lander aftale i Tottenham
Ikke desto mindre ligger man godt til i Europa League, ligesom man er nået frem til semifinalen i Carabao Cuppen, hvor Liverpool venter.
Son har bidraget til 13 mål i sine 21 kampe på tværs af samtlige turneringer i denne sæson, men han har ikke været i nærheden af sit tidligere jeg i de nylige kampe mod Liverpool og Nottingham Forest.
En formkurve, der får den tidligere Premier League-angriber Tony Cascarino til at stille sig i en pessimistisk position, hvad angår en ny kontrakt til Son.
Cascarino mener, at der er en stor sandsynlighed for, at de kommende fem måneder bliver de sidste for Son i det nordlige London.
– Jeg tror ikke, at Son bliver hos Spurs. Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, det er en af de situationer, hvor man er nødt til at træffe en stor beslutning.
– Han har været fremragende for dem i årenes løb, men i fodboldverdenen er det sommetider tid til at bevæge sig videre, siger Cascarino til talkSPORT.
Tottenham har muligheden for at forlænge med Son via en option i den nuværende kontrakt, ligesom parterne i øjeblikket befinder sig i forhandlinger med hinanden.
Cascarino er dog af den overbevisning, at det kræver en stor stigning på formbarometret, hvis sydkoreaneren skal få endnu et år eller to i London.
– Hvis han har en sæson, hvor det ikke har fungeret for ham som indtil nu, og så banker 12 eller 15 mål ind i anden halvdel af sæsonen, så kan Tottenham formentlig gøre brug af optionen.
LÆS OGSÅ: – Postecoglou bliver fyret
– Men som det ser ud i dag, mener jeg, det er mere sandsynligt, at han forlader klubben, lyder det fra Cascarino.