Stjerne blev snydt for Ballon d'Or
Ballon d’Or anno 2013 vil for altid blive en af de mest kontroversielle af slagsen.
Cristiano Ronaldo vandt det år sin anden Ballon d’Or fem år efter, at han havde vundet den første pris.
LÆS OGSÅ: Manchester United kopierer Elon Musk: Radikal beslutning ryster klubben
Lionel Messi sluttede på en andenplads i afstemningen, mens Franck Ribéry blev stemt ind på en tredjeplads.
Cristiano Ronaldo fik 27,99 procent af stemmerne, Messi 24,72 og Ribéry 23,36.
Forud for prisens uddeling, blev det ellers spået, at Ribéry ville vinde Ballon d’Or-prisen. Han havde netop vundet en historisk treble med Bayern München. Sæsonen kastede således guldmedaljer i Bundesligaen, Champions League og den tyske pokalturnering af sig.
Han leverede blandt andet oplægget til Arjen Robben, der scorede det afgørende mål i Champions League-finalen, ligesom han blev noteret for 34 scoringer på tværs af samtlige turneringer i sæsonen.
Han vandt prisen som den bedste spiller i Europa kåret af UEFA, inden han også scorede i UEFA Super Cup, hvor Bayern München slog Chelsea.
Til sammenligning vandt Cristiano Ronaldo ingen trofæer i den pågældende sæson, selvom det dog blev til bemærkelsesværdige 66 kasser, som han formåede at score i 56 optrædener.
Mere end et årti senere føler Franck Ribéry sig dog stadig snydt for kåringen i 2013, hvor han mener, at han burde have vundet Ballon d’Or.
– Det var et perfekt år. Jeg kunne ikke have opnået mere. Den Ballon d’Or vil for stedse forblive en uretfærdighed. Jeg søger stadig efter en forklaring. Jeg vil aldrig forstå, hvorfor afstemningen blev forsinket med mere end to uger.
– Messi og Ronaldo viste mig altid respekt. De vidste, at jeg var på samme niveau som dem. For at sige det pænt; i 2013 havde jeg intet at misunde dem for, lyder det fra Ribéry i interviewet med Frankrigs store sportsavis L’Équipe.
Deadline for afstemningen var oprindeligt den 15. november 2013, men den blev forlænget med to uger for første gang i Ballon d’Ors historie, skrev The Guardian dengang.
Det skyldtes angiveligt manglende stemmer.
UEFA-præsident Michel Platini spøgte dengang med, at FIFA gjorde det for at behage Cristiano Ronaldo, så afstemningen var til fordel for ham.
I den mellemliggende periode – altså mellem den oprindelige og den efterfølgende besluttede dato for deadline – scorede Cristiano Ronaldo et spektakulært hattrick for Portugal, som var med til at sikre kvalifikation til VM-slutrunden i Brasilien det efterfølgende år, og det har muligvis påvirket stemmerne.
Ribéry forlod Bayern München i 2019 efter 12 års tro tjeneste. Herefter gik turen til Serie A og Fiorentina, inden han sluttede karrieren hos Salernitana i 2022.