Rúben Amorim kommer til Manchester United med en defineret taktik.

Den 39-årige portugiser har gennem hele sin trænerkarriere, som strækker sig over seks år, spillet det samme system. 3-4-3 med offensive wingbacks.

I løbet af de seneste år har jeg set flere Sporting-kampe, fordi de har været dygtige. Men også fordi jeg har ønsket at blive klogere på, hvordan Rúben Amorim spiller. Nu kommer det til gavn.

Sammenholdt med taktiske gennemgange fra personer, der har langt større taktisk forståelse end mig som eksempelvis EBL, vil jeg herunder forsøge at forklare, hvordan Rúben Amorim vil spille fodbold.

Når Amorims hold har bolden

Man behøver ikke se særlig mange minutter af en kamp med Sporting for at se, hvordan Amorim gerne vil spille. Han bygger op i en 3-2-5-opstilling. Det er tre stoppere, to centrale midtbanespillere og wingbacks, som bliver til kantspillere. Derfor trækker de to kantspillere også ofte lidt ind i banen.

Fra egne målspark bygger Sporting dog også ofte op i en 4-2-4-opstilling. Her trækker den ene wingback højt, mens den anden fungerer som en regulær back i en kort periode.

I Portugal har Sporting domineret stort set alle kampe. Derfor tilbringer de to meget offensive wingbacks det meste af tiden som regulære kantspillere. De står helt bredt i banen. Hos Sporting har kantspilleren Nuno Santos spillet utallige kampe som wingback.

Spillet bliver bygget op fra bagkæden, hvor boldsikre stoppere som Ousmane Diomande og Goncalo Inacio har spillet en vigtig rolle. Et stort ansvar har også hvilet på de to centrale midtbanespillere. De er fundamentale i spilopbygningen og skal kunne operere under pres fra modstanderne.

Under Amorim har Sporting heller ikke været blege for at spille bolden direkte op på frontløberen Viktor Gyökeres. Svenskeren har med sin store fysik og gode teknik været en god opspilsstation. På den måde kan Amorims hold også spille sig over det første pres. Det har man også set Manchester City gøre med Erling Haaland og Arsenal med Kai Havertz.

Når Amorims hold ikke har bolden

Sporting forsvarer sig i en 5-3-2-opstilling, hvor de to wingbacks falder ned i bagerste geled. Det sker dog med et voldsomt aggressivt pres. Ofte dækker Sporting også mand-til-mand. Det kan være risikabelt mod dygtige hold, men som bekendt har portugiserne størstedelen af kampene været klart overlegne.

Når Sporting har spillet mod større hold, har Amorim også tilpasset sig til mere zoneopdækning. Det har han gjort for at gøre sig mindre sårbar rent defensivt. Et kig på de bedste hold i Europa lige nu viser dog også, at ingen af dem forsvarer med fem spillere i bagkæden. Det er typisk en 4-4-2, som Manchester City, Barcelona og Arsenal forsvarer i.

Det meget aggressive pres, som Amorim gerne vil praktisere er også blevet sammenlignet med Leverkusens måde at spille fodbold på under Xabi Alonso.

Opsummering

Manchester United får en manager, som har en spillestil, han stoler 100 procent på. Den har ført ham til flere titler i Portugal. Spillestilen er boldbesiddende uden at være så koncentreret om at bevare bolden i egne geledder som Manchester City.

Defensivt kan Amorims mandskab risikere at blive presset langt tilbage af bedre hold, og det kan give udfordringer for de to wingbacks, for så er der også langt op i den anden ende af banen igen.

Begejstringen for Amorim blandt eksperter er stor, og Manchester United ser ud til at have sikret sig en enormt dygtig og talentfuld træner. Der er stadig ting, som han skal arbejde på, men grundlaget er rigtig godt.