Stor United-overraskelse: 'Alle detaljer på plads' før rekordaftale
Manchester United har haft en forfærdelig sæson.
Klubben ligger på en 14.-plads i Premier League, hvor Rúben Amorim ikke har formået at vende tingene på hovedet siden sin ankomst til klubben i efteråret.
Men nu er der endelig godt nyt til de hårdt prøvede United-tilhængere.
Det forlyder nemlig, at Rodrigo Moras nye kontrakt vil indeholde en markant lavere frikøbsklausul end hidtil rapporteret.
Den portugisiske vidunderdreng har tiltrukket sig interesse fra en række af Europas største klubber, efter at hans talent er brudt i lys lue i indeværende sæson.
Mora, der fylder 18 år i næste måned, har scoret ni mål og leveret tre oplæg for barndomsklubben FC Porto indtil videre.
Hans store og pludselige gennembrud har fået FC Porto på dupperne, og klubben skulle lynhurtigt bikse et nyt kontraktudspil sammen til den unge knøs. I et par uger har portugisiske medier rapporteret om, at en aftale skulle være på plads.
Og det er noget, der nu bekræftes af den normalt velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano, der skriver, at alle detaljer er på plads i forhold til en længerevarende aftale.
Moro vil få kontrakt med FC Porto frem til 2030, og aftalen vil med al sandsynlighed blive offentliggjort i næste måned, hvor Moro fylder år.
Samtidig beretter Romano, at frikøbsklausulen blot vil lyde på 522 millioner kroner i stedet for de hidtidige 750 millioner kroner, som der har været forlydender om.
Det er sød musik i ørerne for Manchester United og Paris Saint-Germain, som gennem længere tid er blevet sat i forbindelse med den 17-årige Mora.
Sælges han for 522 millioner kroner, vil han blive Portos dyreste spiller nogensinde, selvom hans frikøbsklausul altså er lavere end hidtil antaget.
Den portugisiske storklub, som for nylig er løbet ind i økonomiske problemer, så sig nødsaget til at sælge Nico Gonzalez for et rekordbeløb – 448 millioner kroner – til Manchester City i vinterens transfervindue.
Samtidig forlyder det, at Matthijs de Ligt kan forlade Manchester United efter bare ét år.