Stortalentets nedtur: Jeg misbrugte mit talent
Callum Gribbin havde trænet med børn to år ældre. Nike sponsorerede ham. Blandt medspillerne var nu Wayne Rooney, Zlatan Ibrahimovic og Angel Di Maria.
Ni år senere spiller ”den engelske Messi” fortsat for United, men ikke Manchester United. Den i dag 25-årige midtbanespiller snører nu støvlerne for det semiprofessionelle FC United of Manchester i NPL Premier Division, den syvendebedste række i engelsk fodbold.
Men hvad skete der? Hvordan endte Gribbin med aldrig at nå længere end Manchester Uniteds reserver, før hans kontrakt ikke blev forlænget i 2019.
– Jeg må tage noget ansvar og sige, at da jeg var yngre, håndterede jeg ikke mig selv på den bedste måde. Til tider dummede jeg mig meget. Mod afslutningen i min tid hos United, var jeg svær. Jeg fik ikke chancen på førsteholdet, og jeg var utilfreds med det. Jeg begyndte at selvdestruere og begyndte at lave de forkerte ting væk fra fodbolden, siger Gribbin til The Athletic og fortsætter:
– Jeg var umoden, og, fordi jeg var så talentfuld, tror jeg, at jeg afhang for meget af det. Jeg misbrugte det henover årene. Jeg stolede på, at mit talent nok skulle få mig igennem hele tiden.
– Så jeg tror, at jeg havde brug for lektien i at blive fritstillet. Jeg er vokset så meget siden da. Når jeg ser tilbage, ser jeg det helt anderledes nu, end hvordan jeg gjorde dengang.
Læs også: Eriksen reagerer på transferrygter
Gribbin, der var vokset op ved siden af Old Trafford og havde Rooney som idol, var blevet sammenlignet med Mesut Ozil og en ung Martin Ødegaard. Han skrev en professionel kontrakt som 17-årig og afviste i den forbindelse Liverpool og Manchester City.
Men ingen af de klubber vendte tilbage, da Gribbins kontrakt løb ud i 2019. Jose Mourinho havde ikke været meget for at give de unge chancen, og da den unge englænder ikke kom med på træningslejren i sommeren 2018, reagerede han vredt. Året efter røg han videre.
Gribbin var til prøvetræning i Brighton, men endte i Sheffield United, hvor han tilbragte et år på U23-holdet. Selvom Sheffield gerne ville beholde ham, valgte Gribbin, at det nu var tid til seniorfodbold. Han tog til Barrow i League Two, men her udeblev spilletiden helt.
Nu spiller han så i klubben, der i 2005 blev dannet af United-fans utilfredse med Glazer-familiens overtagelse af Manchester United. FC United har ifølge The Athletic 1.500 tilskuere i gennemsnit og ligger nummer 19 ud af 22.
Gribbin er netop vendt tilbage fra en korsbåndsskade efter at have været udsat for en hård tackling i januar 2023. Den 25-årige fortæller, at han fortsat ikke har opgivet rejsen op gennem de mange engelske divisioner.
Læs også: Ten Hag irriterer spillerne med princip