Tårnhøje Onuachu på blokken i flere Premier League-klubber
Med sine 201 centimeter rager Paul Onuachu godt op i landskabet, og måske kan han være på vej til Premier League.
For ifølge det franske medie Jeunesfooteux er der flere Premier League-klubber, der er intersserede i den tidligere FC Midtjylland-angriber.
Mediet rapporterer, at Onuachu som type er anerkendt af Erik ten Hag, men der er ikke nødvendigvis opbakning fra bestyrelsen i Manchester United.
Til gengæld har hverken Aston Villa, Everton eller West Ham de samme bekymringer vedrørende den 28-årige nigerianer, som kan være tilgængelig for omkring 150 millioner kroner.
Onuachu forlod FC Midtjylland til fordel for KRC Genk i sommeren 2019, og sidenhen har han braget mål ind på samlebånd for den belgiske storklub.
I 130 kampe er det blevet til 83 scoringer for KRC Genk, som han også har spillet flere Champions League-kampe for.
Han har fortsat kontrakt med klubben frem til sommeren 2024.