Thomas Frank forbereder sig på trist nyt
Thomas Frank og Brentford har i de seneste sæsoner haft stor succes i Premier League.
Store stjerner som Ivan Toney, Ollie Watkins og David Raya har alle haft deres dagligdag i klubben.
LÆS OGSÅ: Vinicius Junior i chokskifte til Premier League?
Fælles for trioen af stjerner er dog, at de ikke længere er til rådighed for Thomas Frank.
Og nu viser det sig minsandten, at den danske cheftræner kan miste endnu en stor stjerne, når transfervinduet åbner til sommer.
Ifølge mediet Football Insider indstiller Brentford sig nemlig på, at der kan komme bud på offensivstjernen Bryan Mbeumo fra andre Premier League-klubber.
Den camerounske landsholdsspiller har været i forrygende form for The Bees i denne sæson, og klubben kan potentielt set beslutte sig for at sælge ham, hvis den finder et bud acceptabelt.
I denne sæson har han scoret 15 mål i Premier League, og derudover har han lagt op til fem mål.
Det er blevet til 21 målinvolveringer på tværs af samtlige turneringer, og dermed har han mere eller mindre været den direkte afløser for Toney, der ellers var en vigtig brik på Thomas Franks mandskab.
Brentford ventes at kræve en klækkelig sum for Mbeumo, der tidligere har været sat i forbindelse med et skifte til Liverpool. Klubben kan se camerouneren som en mulig afløser for Mohamed Salah, der har kontraktudløb efter sæsonen.
Også Newcastle har Mbeumo på radaren efter spekulationer, der går på, at svenske Alexander Isak til sommer kan være fortid i det nordøstlige England.
Arsenal menes ligeledes at være interesseret, så Thomas Frank må nok først og fremmest indstille sig på en budkrig og derefter at miste sin store stjerne.
Men som ofte før har Brentford vist, at klubben er i stand til at erstatte stjerne efter stjerne, så mon ikke, at det bliver tilfældet endnu engang.
Mbeumo har en option i sin kontrakt, der gør, at Brentford kan forlænge med ham, så kontrakten gælder frem til 2027.