Thomas Frank forhandler med Roerslev-afløser
Brentford har modtaget et bud på danske Mads Roerslev.
Danskeren har ikke altid været det foretrukne valg i denne sæson, men han har fået en række kampe i de seneste uger, hvor han er startet inde i fem Premier League-kampe i træk for The Bees, herunder lørdagens 2-0-nederlag til Liverpool.
LÆS OGSÅ: Ny melding: Dorgu har aftale på plads
Selvom det er blevet til godt med spilletid i løbet af de seneste uger, kan det ende med, at Roerslev forlader Gtech Community Stadium, inden transfervinduet lukker i næste måned.
Forleden lød det nemlig, at Wolfsburg havde indledt forhandlinger med henblik på at hente den danske landsholdsspiller.
Bundesliga-klubben ønsker at hente danskeren på en lejeaftale sæsonen ud, og der har været positive forhandlinger mellem Roerslevs lejr og den tyske klub.
Roerslev har endnu ikke sagt ja til noget, men han siges at være åben over for et skifte til Ralph Hasenhüttl, lyder det.
Brentford har heller ikke truffet nogen endelig afgørelse, og de er i øjeblikket i gang med at overveje, om buddet skal accepteres, skriver Sky Sports News.
Som en del af den foreslåede lejeaftale, har Wolfsburg inkluderet, at aftalen kan blive permanent, hvis parterne ønsker det.
Hvis Roerslev forlader Brentford, vil Thomas Frank være uden en kampklar højre back, da både Aaron Hickey og Kristoffer Ajer er at finde på lazarettet.
Som et resultat heraf, har klubben udset sig en afløser i form af Michael Kayode fra Fiorentina, skriver Nicolo Schira.
Kayode har blot optrådt 12 gange for klubben fra Firenze i denne sæson, og den 20-årige spiller var helt udeladt af truppen til søndagens kamp mod Torino.
Et tydeligt vink med en vognstang om, at han kan være på vej til at forlade klubben fra Stadio Artemio Franchi i denne måned.
LÆS OGSÅ: Thomas Frank favorit til kæmpe job
Brentford har ikke foretaget indkøb eller salg i løbet af indeværende transfervindue, men det kan meget vel ændre sig inden for den nærmeste fremtid, tyder det på.