Thomas Frank reagerer på rygter: 'Respektløst'
Thomas Frank har stået i spidsen for Brentford siden 2018.
Det har han gjort med bravour, og mandskabet har blandt andet sikret oprykning til Premier League under hans ledelse.
Derfor er den danske cheftræner også blevet sat i forbindelse med større adresser, blandt andre Manchester United.
Her er usikkerheden vedrørende Erik ten Hags fremtid stigende, efter at minoritetsejer Sir Jim Ratcliffe har overtaget det fodboldmæssige ansvar for fodboldklubben og muligvis ønsker at sætte sit eget præg på klubbens fremtidige udvikling.
LÆS OGSÅ:
Officielt: Steven Gerrard vender tilbage til Anfield
Men Frank distancerer sig nu fra rygterne, som han tilmed kalder respektløse.
– En masse rygter og spekulationer. Jeg har tidligere sagt i lignende situationer, at det er respektløst mod Erik ten Hag. Han gør alt, han kan for at gøre det godt hos Manchester United, siger Thomas Frank ifølge beIN Sports.
Brentford har nydt en fantastisk opblomstring, siden Thomas Frank overtog trænerposten fra Dean Smith i 2018.
Klubben har i de seneste to sæsoner været placeret lunt i midten af tabellen.
Thomas Franks navn har desuden også været nævnt som mulig afløser for Jürgen Klopp hos Liverpool.
Men den 50-årige dansker bedyrer, at det er lige så sandsynligt, at han vil blive hos The Bees og sikre klubben sit første store trofæ.
– Da jeg tog imod trænerstillingen, forventede jeg ikke, at jeg ville være her fem år senere.
– Ikke fordi, jeg ikke ønskede det. Det er bare umuligt at forudsige, hvor man er. Dér, hvor jeg er lige nu, er jeg meget glad. Det er en fantastisk klub.
– Det er meget svært at spå om fremtiden. Jeg har ambitioner. Jeg vil gerne se, hvad livet byder mig og hvilke muligheder, der åbner sig. Men den mulighed kunne også være hos Brentford og blive her længe og vinde et trofæ her.
– Det er naturligt, at en masse folk snakker om, hvad næste målsætning er. For mig, i stedet for at drømme, så handler det om at have benene solidt plantet på jorden, arbejde hårdt, og så må vi se.
Brentford skal lørdag aften møde Arsenal på udebane. Her står Ivan Toney overfor den klub, han så ofte er blevet rygtet til.
– Ivan er en Brentford-spiller. Hvis han er her i næste sæson, er jeg meget glad. Jeg mener, at han er en fantastisk angriber. Jeg kan godt forstå, alle snakker om ham og alle disse rygter, for hvor mange angribere har bevist, at de kan score mere end 20 mål (i en sæson, red.) i Premier League?
– Han er på toppen af sin karriere. Vi har så mange spillere, der kun bliver bedre, og især angribere. Jeg tror, at om fire eller fem år vil han være på øverste hylde.
– Hvis en klub i verden mangler en topklasse angriber, så kan jeg godt forstå, at de viser interesse for ham, siger Thomas Frank.