Thomas Frank topkandidat til stort job
Thomas Frank har gjort det så godt i engelsk fodbold med Brentford i løbet af de seneste år, at han sættes i forbindelse med et stort job.
Helt siden oktober 2018 har den tidligere Brøndby-træner haft hovedansvaret for London-klubben, som han har rykket op i Premier League.
Her er det sidenhen lykkedes for Thomas Frank at etablere danskerklubben, som har formået at overleve alle sæsoner i det bedste selskab.
Heller ikke i denne sæson er der noget, der tyder på, at det ender med en nedrykning. Tværtimod ligger Brentford helt oppe på 11. pladsen, og klubben kan stadig være i spil til en europæisk plads i næste sæson.
Spørgsmålet er så, om Thomas Frank på det tidspunkt vil være at finde i klubben. For selvom den danske succestræner har kontrakt med Brentford til sommeren 2027, er der interesse fra flere større klubber.
Han er tidligere blevet rygtet til både Liverpool, Chelsea og Manchester United. Nu er det så et andet stort job i Premier League, som han bliver kædet sammen med.
Hvis Tottenham vælger at fyre Ange Postecoglou, der ikke har fået mange gode resultater den seneste tid, er Thomas Frank nemlig en af kandidaterne til at tage over.
Det mener den store britiske avis The Mirror, som blandt andet beskriver, hvordan danskeren er blevet rost til skyerne for sit fantastiske arbejde i Brentford. Han regnes som topkandidat til jobbet, hvis det bliver ledigt.
I december udtalte han sig om, hvad der skal til for, at han vil forlade Brentford før tid. Her påpegede han blandt andet, at det skal være en klub, som han kan være med til at forbedre.
Læs også: Mikkel Damsgaard roses til skyerne
Derudover har han også fokus på, om den pågældende klubs økonomi er god, og om det er muligt at trække dygtige spillere.
Alle de punkter kan Tottenham formentlig krydse af, og derfor synes muligheden for Thomas Frank at ligge lige til højrebenet.
Det vil dog altså først kræve, at Ange Postecoglou bliver afsat. Lige nu er Tottenham helt nede som nummer 14 i Premier League.
Søndag venter en svær kamp i FA Cuppens fjerde runde for The Lilywhites, når Aston Villa er modstanderen på Villa Park.