To klubber trækker sig fra Gyökeres: To er tilbage
Hvor ender Viktor Gyökeres?
Svenskeren er en af de mest eftertragtede angribere, efter at han har scoret utrolige 66 mål i 67 kampe for Sporting CP, som han skiftede til fra Coventry i 2023.
LÆS OGSÅ: Afslører: Afviste Manchester United
Tirsdag aften var han endnu en gang i hovedrollen, da Sporting besejrede Manchester City med 4-1 i Champions League i, hvad der var Ruben Amorims sidste kamp på hjemmebane.
Den svenske landsholdsspiller er øverst på blokken hos en del klubber efterhånden, men faktisk er interessen aftagende.
Torsdag lød det, at Paris Saint-Germain havde trukket sig fra et muligt køb af Gyökeres, selvom klubben forhørte sig i sommer. Årsagen skulle angiveligt være, at svenskeren er for dyr.
Ifølge Daily Mirror har Manchester United nu også meldt sig ud som følge af den gentlemanaftale, Amorim har indgået med sin snart forhenværende arbejdsgiver.
– Gyökeres koster 899 millioner kroner. Det er meget kompliceret. Jeg vil ikke hente nogle af Sportings spillere i januar. Men det er en anden historie, lød det tidligere på ugen fra Amorim.
I stedet er Manchester City og Arsenal de to klubber, der efter sigende er tilbage i ræset om svenskerens underskrift.
Mens Amorim mener, at Gyökeres koster 899 millioner kroner, har der før været forlydender fremme om, at frikøbsklausulen i stedet skulle lyde på 764 millioner kroner.
LÆS OGSÅ: Stor kritik af Højlund: ‘Var ikke startet inde’
Kontrakten med Sporting CP løber frem til 2028, men det hævdes, at Sporting vil tillade ham at drage mod eventyr næste sommer, og Amorim har tidligere forudsagt, at angriberen nok er et andet sted i næste sæson.