Træffer markant beslutning om Michael Oliver
Den ellers rutinerede dommer, Michael Oliver, er ikke blevet tildelt nogen Premier League-kamp i weekenden.
Sådan lyder meldingen fra det normalt troværdige medie The Athletic.
LÆS OGSÅ: Rygter om Amorim-exit: Manchester United har afløseren klar
Beslutningen er truffet, efter at han i første omgang ikke sendte Millwall-keeper Liam Roberts ud efter en forseelse, som krævede, at Crystal Palace-angriberen Jean-Philippe Mateta skulle sys med 25 sting.
Det er en beslutning, der nu får konsekvenser for Michael Oliver, der ikke er blevet tildelt en kamp i runde 28 af Premier League, som løber fra lørdag til mandag.
Derudover er han heller ikke blevet tildelt tjansen som fjerdedommer eller VAR-dommer, lyder meldingen.
I morgen, onsdag, kan man dog se den engelske topdommer i aktion, hvis man tuner ind på det tyske brag mellem FC Bayern München og Bayer Leverkusen i Champions League.
Michael Oliver har været udsat for stor kritik, efter at han i første omgang ikke udviste Liam Roberts, der kom flyvende ind på Mateta.
Spillet blev afbrudt i adskillige minutter, mens Mateta modtog behandling. Efterfølgende blev Michael Oliver kaldt ud til VAR-skærmen, hvor han kom frem til, at Roberts skulle modtage et rødt kort.
Det er imidlertid ikke første gang, at Michael Oliver kommer under kraftig beskydning i indeværende sæson.
I februar dømte han det sidste Merseyside Derby på Goodison Park mellem Everton og Liverpool, og efter kampen sendte han fire skikkelser ud.
Også i januar var der kritik af den toprutinerede dommer, da han udviste 18-årige Myles Lewis-Skelly i Arsenals kamp mod Wolves. En kendelse, der siden blev omstødt.