Transferrekord i engelsk fodbold
Fodboldhistoriker og forfatter Michael Kjærbøl har kigget på en af Premier League-rundens kommende kampe. Dette er anden del i en artikelserie. Læs første del her.
Den halvblinde Lawman
Denis Law var så absolut en af de farligste forwards i engelsk fodbolds historie. Hans 171 scoringer i 309 kampe for Manchester United taler sit tydelige sprog.
Law var med til at genopbygge United efter München katastrofen i 1958. Matt Busby hentede ham til Old Trafford i 1962 fra italienske Torino. Inden da havde ”Dennis the Menace” nemlig været en tur i Norditalien, men ligesom en anden af tidens fremragende britiske centerforwards, Jimmy Greaves, havde skotten vanskeligt ved at falde til i støvlelandet, og allerede efter en enkelt sæson var han tilbage i England.
Egentlig var det naturstridigt, at Denis blev så succesrig som fodboldspiller. Han led af stærkt nedsat syn og måtte konstant knibe øjnene sammen for at være i stand til at se en brøkdel af hvad der foregik omkring ham. Alligevel lykkedes det at sende et hav af kugler i kassen.
Da Busby købte ham var det tredje gang Law udløste en transferrekord i britisk fodbold. Første gang var da han, som 20-årig, skiftede fra Huddersfield Town – hvor han havde trådt sine fodboldmæssige barnesko – til Manchester City, og dernæst fra City til Torino. Overgangssummerne fra 55000£ til 150000 var således mange penge – dengang.
I Matt Busbys varetægt blomstrede det indlysende talent til uanede højder. Law vandt Ballon d’Or i 1964, som den eneste skotske spiller i historien, foran Luis Suarez fra Inter og Amancio fra Real Madrid. Det blev til to mesterskaber og en FA Cup med de Røde Djævle.
I 1973 var United midt i et totalt opbrud. Matt Busby havde lagt op, og holdet gennemgik en større udskiftning. Denis Law blev vurderet for gammel og skippet af til Uniteds ærkerivaler på Maine Road. Her var han, med et frækt hælmål, med til at besegle sin tidligere klubs nedrykning. Laws demonstrative mangel på jubel og glæde efter dét mål er for længst gået over i historien. Bagefter udtalte han, at det var et af de frygteligste øjeblikke i hans liv.
United rejste sig imidlertid ret hurtigt igen. Under sir Alex Ferguson dominerede djævlene engelsk fodbold, mens City havde voldsomme problemer med at hænge på i den øverste division. Ved årtusindskiftet måtte man endda helt ned og vende i den tredjebedste række. Siden er billedet – og det interne magtforhold i Lancastershire – imidlertid vendt endnu en gang. Pep Guardiolas Manchester City har således vundet 7 af de seneste 9 derbies i Premier League, men det var en klar opmuntring for United, at de var i stand til at forhindre Citys double i 2024, ved at sejre i FA Cup finalen den 25. maj, hvor scoringer af Garnacho og Mainoo bragte trofæet til Old Trafford.
De to konkurrerende Manchester-rivaler har mødt hinanden hele 194 gange i historien, siden 1891, hvor City endnu hed Ardwick, og United Newton Heath.
United har været stærkest indbyrdes med 79 sejre mod Citys 62.