Trist melding om Kasper Hjulmand
Det bliver nok ikke Kasper Hjulmand, der skal stå i spidsen for Premier League-bundproppen Southampton.
Tidligere på ugen blev den danske træner ellers sat i forbindelse med jobbet hos The Saints.
LÆS OGSÅ: Pep Guardiola giver op
Klubben har dog sat sigte mod en anden manager, lyder det nu.
Ifølge den store spanske sportsavis AS har Carlos Corberán, der er manager for West Bromwich Albion – lidt endnu – modtaget et ‘væsentligt tilbud’ fra klubben.
Samtidig melder avisen, at han er hovedkandidat til jobbet, hvor han i så fald skal afløse Russell Martin, som mistede sit job i den forgangne uge.
The Saints er imponeret over det arbejde, Corberán har udført hos The Baggies siden sin ankomst til klubben i 2022. I den forgangne sæson blev det til en plads ved playoff-slutrunden om oprykning til The Championship.
Jobbet ses som spanierens første store mulighed for at træne en klub i Premier League, og The Saints er klar til at tilbyde spanieren en langvarig kontrakt og en stor portion magt, hedder det sig.
Den 52-årige dansker er efter sigende åben over for et job i Englands bedste række.
Klubben fra den engelske sydkyst har også tidligere overvejet Hjulmand, der ved den udskudte EM-slutrunde i 2021 førte Danmark frem til en semifinaleplads.
Kasper Hjulmand er desuden også på radaren hos West Ham, hvor han fremgår på en liste over mulige afløsere for den fyringstruede spanier Julen Lopetegui.
LÆS OGSÅ: Vildt: Kasper Hjulmand kan blive Premier League-manager
Hjulmands professionelle trænerkarriere begyndte i 2006, hvor han overtog roret hos Lyngby Boldklub, hvor han inden da havde været en del af klubbens velrenommerede akademi som ungdomstræner.
Herefter tilsluttede han sig FC Nordsjælland, hvor han var assistenttræner i to år, inden han afløste Morten Wieghorst på trænerposten.
FC Nordsjælland vandt Superligaen for første gang i klubbens historie i 2011/12-sæsonen med Hjulmand ved roret.
Siden forlod han klubben i 2014 for at tage til tyske Mainz 05, hvor Bo Henriksen i dag residerer, men han vendte tilbage til sit andet ophold i Nordsjælland blot et år senere og forlod først klubben igen i 2019.
LÆS OGSÅ: Trods City-sejr: ‘United var forfærdelige’
Et år senere blev Kasper Hjulmand landstræner for Danmark, og han skulle stå i spidsen for herrelandsholdet ved i alt tre slutrunder.