- Tuchel begik en stor fejl med Manchester United
Thomas Tuchel burde være taget til Manchester United, da han havde fået muligheden for det.
Sådan lyder det nu fra superagenten Pini Zahavi.
LÆS OGSÅ: Benjamin Sesko indgår aftale om skifte
Tuchel begynder i sin rolle som landstræner for England i det nye år, efter at han i den forgangne måned indgik en aftale med det engelske fodboldforbund, FA.
Han kommer til landsholdet som den permanente afløser for Gareth Southgate, der forlod jobbet efter EM-slutrunden i sommer.
51-årige Tuchel begyndte sin trænerkarriere hos Augsburg, inden han rykkede videre til Mainz, så Borussia Dortmund, Paris Saint-Germain, Chelsea og senest Bayern München.
Han regnes for at være en af de bedste trænere i nutidens fodboldverden.
Allerede i sommer var Tuchel i spil til at afløse Erik ten Hag, der netop havde overstået en rædsom anden sæson i spidsen for De Røde Djævle, men hollænderen blev akkurat reddet af en overraskende finalesejr mod Manchester City i FA Cuppen.
I sidste uge valgte klubben så at fyre Ten Hag, og man var hurtig til at ansætte Ruben Amorim som arvtageren.
Tuchel forhandlede med klubben i sommer, men en ansættelse blev som bekendt ikke nogen realitet.
– Hvis jeg var Thomas, ville jeg være taget til Manchester United. Han havde muligheden. Alt var forberedt, og aftalen var reelt set på plads.
– Thomas har et geni i sig. Men i fodboldens verden i dag er man nødt til at være vis og diplomatisk. Det er han nødt til at lære, siger Zahavi i et interview med Welt am Sonntag ifølge Sport 1.
I sidste måned lød det, at Tuchel afviste Manchester United af den årsag, at han mente, han ville skændes for meget med klubbens ledelse om potentielle transfers.
Ifølge den store tyske avis Bild, var der forhandlinger mellem Tuchel og United-ledelsen, og han var det foretrukne valg til at afløse Erik ten Hag.
Tuchel har i stedet sagt ja til at blive ny landstræner for England fra januar 2025.
Den midlertidige landstræner Lee Carsley vender i stedet tilbage til Englands U21-landshold.
LÆS OGSÅ: Se målene: Chelsea og Arsenal deler i intenst topbrag
Tuchel bliver den første tysker nogensinde til at blive landstræner for England, og han har kontrakt frem til VM-slutrunden i 2026.