Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

United kan udelukkes - men Ineos er "selvsikre" på løsning

Af Christian Frese
28.05.2024 Kl. 13:22

Ineos, Sir Jim Ratcliffes firma, der ejer 27,7 procent af aktierne i Manchester United, er ikke bekymret for, at United må droppe sin deltagelse i næste sæsons Europa League.

Det fortæller virksomheden i en udtalelse til BBC.

Foruden aktierne i United har Ineos fuld kontrol over den franske klub Nice, der med en femteplads i Ligue 1 ligeledes har kvalificeret sig til Europa League. UEFA´s regler forbyder en organisation at have indflydelse på mere end én klub i samme turnering, men alligevel frygter Ineos altså ikke, at United må ned i Conference League.

– Vi er opmærksomme på positionen af begge klubber og er i direkte dialog med UEFA. Vi er selvsikre om, at vi har en vej frem for næste sæson i Europa, citeres Ineos for på BBC´s hjemmeside.

Sagen vil blive afgjort af et uafhængigt panel. Afgørelsen falder inden de første kvalifikationskampe, som spilles i midten af juli.

Ifølge BBC har der været flere eksempler på lignende sager. I fjor måtte belgiske Union Saint-Gilloise ændre på strukturen af klubbens ejerskab for at kunne spille Europa League sammen med blandt andre Brighton, hvis ejer, Tom Bloom, købte sig ind hos belgierne i 2018.

I sidste ende fik begge klubber lov til at spille Europa League, og det samme scenarie udspillede sig for Aston Villa og Vitoria Guimaraes i Conference League.

Det er ikke kun Manchester United, der skal finde en løsning. Det samme skal Girona, der ligesom Manchester City er ejet af City Football Group og skal spille Champions League.

Uden en løsning er det holdet, som sluttede lavest i deres nationale liga, der må rykke en europæisk turnering ned.

Manchester United sluttede som nummer otte i Premier League, men kvalificerede sig til Europa League via FA Cup-sejren.

Læs også: Ny storklub vil have Greenwood

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce