United-stjerne stormede fra banen efter brutal beslutning
Manchester United-stjernen Alejandro Garnacho stormede direkte i tunnelen, da han blev taget ud og erstattet af Noussair Mazraoui, efter at danske Patrick Dorgu blev udvist efter en skruppelløs tackling på Omari Hutchinson.
Der stod 2-1 i opgøret mod Ipswich, hvor Rúben Amorims mandskab nu var nede med en mand, og derfor var han tvunget til at skifte en offensivspiller ud med en forsvarsspiller.
LÆS OGSÅ: Patrick Dorgu misser disse kampe
Valget faldt på Alejandro Garnacho, og blot to minutter efter hans udskiftning udlignede udeholdets Jaden Philogene.
Heldigvis for United lykkedes det Harry Maguire at genskabe føringen med et strålende hovedstød efter et hjørnespark fra Bruno Fernandes.
Nu er det imidlertid kommet frem, hvorfor argentineren havde så travlt med at komme i omklædningsrummet, skriver Daily Mail. Han fortalte angiveligt staben, at han skulle ned og skifte trøje. Noget, som TV-stationerne verden over ikke fik med.
Tilhængerne på Old Trafford valgte at buhe af Amorims beslutning om at udskifte Garnacho, der ellers havde leverede glimrende på venstre kant undervejs i opgøret.
Efter kampen forklarede Amorim, hvorfor han valgte at forblive i en formation med fem forsvarsspillere, der altså reducerede Uniteds offensive muligheder.
– Tanken var at spille mere i en 5-3-1-formation, og jeg ved, det er en risiko.
– Jeg følte, at holdet var i ok kontrol over kampen, og så foretager man en udskiftning, og man er nødt til at vælge nogen, der skal ud. Det var mit valg, forklarede Amorim efter kampen.