Vanvittigt: Så meget bliver Anfield-billetter solgt for
Billetpriserne til Premier League-kampe er i de seneste år blevet højere og højere.
Det gælder især billetterne til de seks Big Six-klubber, hvor priserne er ekstra høje til de helt store kampe.
Hver sæson ser man også billetpriserne på det sorte marked til den sidste spillerunde være i den meget høje ende, og det lader også til at blive tilfældet i denne sæson.
Det gælder især for Liverpool, som møder Wolverhampton på Anfield i 38. spillerunde – og det er er der to årsager til.
The Reds er en del af mesterskabskampen, hvor de på nuværende tidspunkt ligger på førstepladsen og har fem point ned til Manchester City. Det får billetpriserne til at stige.
Derudover har nyheden om, at Jürgen Klopp stopper efter denne sæson for alvor fået priserne til at stige.
Ifølge Daily Mirror bliver der allerede solgt billetter til kampen mod Wolverhampton til hele £18,000. Det svarer til 157.000 kroner.
Med diverse gebyrer ender den endelige pris på næsten 220.000 kroner for én billet.
Det gælder billetter til den nederste del af Main Stand, hvor fans kan sidde lige bag Liverpools bænk, og det er der altså nogle Liverpool-fans, der vil betale store summer for.
Så sidder du derude som Liverpool-fan og har nogle penge, som du ikke ved, hvad du skal bruge på. Så kan du invitere en god ven med til Anfield for 440.000 kroner.
Andre billetter, som ikke har så gode pladser, bliver solgt for £2,000. Det svarer til 17.000 kroner, og det er altså også en god sjat for en fodboldbillet.
Den sidste spillerunde i Premier League bliver spillet søndag den 19. maj.
Læs de seneste nyheder om Liverpool her.