Vil have Bendtner tilbage til Arsenal
Der er kæmpe skadesproblemer i Arsenal lige for tiden, og nu er der sågar blevet kaldt på hjælp fra Nicklas Bendtner.
På det sociale medie er der således en bruger ved navn Alex, som er stor Arsenal-tilhænger og laver podcasts om klubben, der har skrevet om den pensionerede danske angriber og sågar også tagget ham.
– Bror, den tjeneste jeg skal til at bede dig om, skrev Alex på det sociale medie tirsdag aften.
Det var et opslag, som han lavede på bagkant af nyheden om, at Kai Havertz har pådraget sig en bekymrende skade.
I forvejen er Arsenal uden både Bukayo Saka, Gabriel Martinelli og Gabriel Jesus i offensiven, der virkelig er hårdt ramt.
Med skaden til Kai Havertz vil Mikel Arteta derfor være uden sine foretrukne kort i offensiven, og det sker på et skidt tidspunkt.
For The Gunners kæmper for at indhente Liverpool i Premier League, mens det begynder at spidse til i Champions League.
Det bliver dog næppe Nicklas Bendtner, der kommer til at hjælpe sin tidligere klub ud af kniben.
Den danske angriber stoppede sin karriere for flere år siden efter et mislykket ophold i FC København. Siden da har han blandt andet været fodboldekspert hos TV 2.
Læs også: Fem bud på en Salah-afløser
I løbet af sin aktive karriere spillede han i en årrække for The Gunners, hvor han til tider havde pæn succes.