Vilde Declan Rice skriver historie
Det er næppe for meget at sige, at Declan Rice stjal showet, da Arsenal tirsdag aften havde besøg af Real Madrid i den første af to kvartfinaler i årets Champions League.
Midtbanestjernen leverede en forrygende indsats – og så scorede han intet mindre end to mål direkte på frispark.
Kampen endte med en stensikker 3-0-sejr til Arsenal. Dermed ligner The Gunners et hold, der har det ene ben i Champions Leagues semifinaler.
Meget tyder altså på, at Declan Rices flotte scoringer sender Arsenal i semifinalerne – men de sender også Rice selv direkte ind i Champions Leagues historiebøger.
Det kan Squawka fortælle.
Statistikmediet noterer sig således, at Declan Rice er den første spiller i Champions Leagues historie, der scorer to mål direkte på frispark i den samme kamp i turneringens knock-out-fase.
Med tirsdagens to mål har Rice nettet fire gange i årets Champions League.
Declan Rice kom til Arsenal fra West Ham i 2023. Den 26-årige midtbanespillers aftale med The Gunners løber frem til sommeren 2028.
Arsenals næste opgave venter i weekenden. Her er det Premier League, der er på programmet, når Thomas Frank og Brentford gæster Emirates Stadium.
Returopgøret imod Real Madrid spilles den 16. april på Estadio Santiago Bernabéu i Madrid.