Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Vildt: Solskjær i spil til kæmpejob

Af Emil Plovgaard
19.02.2024 Kl. 21:01

Ole Gunnar Solskjær har været uden trænerjob, siden han i november 2021 blev fyret hos Manchester United.

Nu bringes han dog i spil til positionen som manager i FC Bayern München.

Den tyske storklub er inde i en skidt stime med tre nederlag i træk – 0-3 til Leverkusen, 0-1 til Lazio og senest 2-3 til Bochum – og dermed er der tvivl om Tuchels rolle på længere sigt.

Her og nu skulle den tidligere Chelsea-manager dog være fredet.

Ikke desto mindre kan den normalt velinformerede journalist Florian Plettenberg fra Sky Sports i Tyskland berette, at Bayern München følger 50-årige Solskjær.

Det nævnes dog i samme ombæring, at Tuchel som minimum får sæsonen ud hos Bayern München til at bevise sit værd.

Der er intet konkret mellem parterne på nuværende tidspunkt, men Solskjær skulle efter sigende være klar til at overtage et nyt projekt.

Solskjær anses som en midlertidig løsning, inden en mere veletableret træner kan overtage rollen.

Bayern München er otte point efter Bayer Leverkusen, som aktuelt indtager førstepladsen i den tyske Bundesliga.

Derudover har man skabt sig et skidt udgangspunkt forud for returopgøret mod Lazio i ottendedelsfinalen i Champions League, da det første opgør blev tabt med 1-0.

Bayern München har ellers ikke gode minder med Solskjær. Det var den norske super-sub, som scorede det afgørende, kampvindende mål i Champions League-finalen mellem Bayern München og Manchester United i 1999.

Læs de seneste nyheder fra Premier League her.

Annonce