Virgil van Dijk med spydig kommentar til rasende PSG-boss
Virgil van Dijk kom i clinch med sportsdirektøren fra Paris Saint-Germain, Luís Campos, der ingenlunde var tilfreds med dommerens indsats, da Liverpool og den franske gigantklub bragede sammen i Champions League onsdag aften.
I spillertunnellen insisterede han på, at Liverpools Ibrahima Konaté skulle have fået det røde kort og tildelt PSG et straffespark, da han skubbede Bradley Barcola i feltet i første halvleg.
Nu er det kommet for dagens lys, hvad Liverpool-kaptajnen Virgil van Dijk fortalte til sportsdirektøren fra den franske storklub.
Det afslører Get Franch Football News.
Den hollandske forsvarsgeneral fra Merseyside-klubben, Virgil van Dijk, gad ikke høre på det brok, som PSG-sportsdirektøren Luís Campos leverede i spillertunnellen.
Her plæderede Campos, at PSG var blevet bortdømt af kampens dommer.
Men Van Dijk replicerede med en skarp kommentar ved at sige: “Det er ikke Ligue 1, bro”.
The Reds kunne, på forunderlig vis, trække sig sejrrigt ud af opgøret på Parc des Princes, hvor de stjal en 1-0-sejr. PSG havde ellers totaldomineret i hele opgøret med næsten 30 skud på mål til følge.
LÆS OGSÅ: Se tallene: Så vild var Alissons præstation
Liverpool skal i aktion igen i weekenden. Her er der Premier League på tapetet, når Southampton, med danske Albert Grønbæk i truppen, besøger Anfield.
Dernæst venter returopgøret imod Paris Saint-Germain tirsdag aften, mens årets finale i Carabao Cuppen løber ad stablen den 16. marts på Wembley Stadium i den engelske hovedstad.