William Osula får fantastisk skudsmål
Den danske angriber William Osula trak overskrifter med sin præstation i lørdagens FA Cup-kamp mod Birmingham.
Her leverede han to målgivende afleveringer, og han var en konstant kilde til uro i Birminghams forsvar.
Danskerens præstation blev også bemærket af den tidligere Premier League-angriber Stan Collymore, som ikke har lagt skjul på, at han er vild med Newcastles unge talent.
– Jeg kan rigtigt godt lide Osula fra Newcastle. Tiden må vise, om han er for flyvsk, men som 21-årig har han alle de basale karakteristika, som en angriber har brug for.
– Han har fysik, han kan vende og løbe mod mål, han har en god førsteberøring, han kan spille med ryggen til målet, og han er villig til at løbe i dybden og afslutte. Han er også i den rette klub til at udvikle sig, skriver Stan Collymore, der selv var en dygtig angriber, på det sociale medie X.
Lokalmediet Shields Gazette, der dækker Newcastle tæt, er også ude med store roser til den unge dansker angriber. Han scorer således karakteren otte ud af ti, og han blev vurderet til Newcastles næstbedste spiller efter den dobbelte målscorer Joe Willock.
– Osulas fart og styrke gjorde ham til en stor trussel i højre side. Var involveret i de to første mål med sin energi og ærgerrighed. Kunne selv have scoret efter at være blevet sat i scene af Willock, men var ikke i stand til at få et rent træf på bolden.
– Han blev rykket ind i en mere central rolle efter Wilsons udskiftning, men kunne ikke finde pladsen til at blive en trussel. Fik også en advarsel, skrev lokalmediet lørdag aften.
William Osula skiftede til Newcastle fra Sheffield United i sommerens transfervindue. Indtil videre har han haft svært ved at få en masse spilletid på førsteholdet.
Her er de største transfers i Premier League
Den svenske stjerneangriber Alexander Isak tager minutterne, men i FA Cuppen har han nu vist sig rigtig flot frem i to kampe.
Newcastle er videre til femte runde, hvor der er lodtrækning mandag, og derfor kan William Osula måske få endnu en chance for at starte inde der.