Wow: Real Madrid vil handle i Crystal Palace
Real Madrid er angiveligt blandt de klubber, der lurer på den 21-årige Adam Wharton fra Crystal Palace.
Det skriver talkSPORT.
LÆS OGSÅ: Kræver Højlund smidt på porten
De forsvarende Premier League-vindere fra Manchester City er også en af de klubber, der er ude efter den 21-årige englænder, lyder det.
Real Madrid har for nylig sendt talentspejdere mod England for at lure på Adam Wharton, og det forlyder, at klubbens chefspejder, Juni Calafat, er en stor fan af spilleren.
Wharton vendte for nylig tilbage til grønsværen efter et længerevarende ophold på lazarettet, og det ventes, at han bliver udtaget til Thomas Tuchels første landsholdsstrup, der udtages inden for kort tid.
Det var ellers ventet, at Manchester City ville være ude efter Wharton i forbindelse med vinterens transfervindue, men han blev skadet på et uheldigt tidspunkt, og så valgte klubben i stedet at hente Nico Gonzalez i FC Porto.
Også Manchester United og Liverpool har et godt øje til Wharton, men fokus hos de to klubber ligger nok andetsteds i det kommende transfervindue, der begynder efter sæsonen.
Crystal Palace sikrede sig Wharton fra Blackburn Rovers for 199 millioner kroner i vinteren 2024.
Wharton fik sin førsteholdsdebut hos Blackburn i august 2022, og siden har han haft noget af en kometkarriere, der blot er fortsat hos Crystal Palace.
I dag ligger hans markedsværdi på omtrent 632 millioner kroner.